Nedtællingen er startet

Jeg har taget en stor beslutning om at stoppe mit arbejdsliv. Det har i mange år fyldt alt for meget og lagt beslag på nærmest al min energi. Utallige omorganiseringer og – struktureringer har drænet mig for energi og har sammen med de aldrig svigtende ledelsesudfordringer – som det så populært hedder – ofte taget timer af min nattesøvn.

Slut med at sidde på kontoret kl. 7.00 for blot at få en enkelt time i fred og ro til at svare på ofte 100 daglige mails, som jeg modtager. Slut med at sidde til endeløse møder, som ofte munder ud i endnu et forslag om at strukturere processer på en anden måde. Slut med at udfylde metervis af Excel-ark med data, som dybest set ikke giver nogen værdi i hverdagen.

Hvad skal der så i stedet? For lige pludselig får jeg jo op mod 40 timer foræret hver uge – incl. transport. Ja, for nu slipper jeg jo også for den irriterende bil-kø, som man altid rammer uanset ruten hjem.

Jo, jeg har besluttet at resten af mit liv skal fyldes med noget, der giver værdi! Værdi for mig, værdi for min familie og værdi for verden. Store ord – men det vil være min målestok fremover.

Jeg har jo i de seneste år snuset til noget af det, der giver værdi: Livets dessert – de skønne børnebørn – og er der noget mere værdifuldt end at gå en lille tur med et lille menneskes hånd i min? Nej, vel…. Eller se en lille pige komme springende i armene på en: Farmooooor …

timeglas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *