Det var på Frederiksberg

saftevandEt sted på Frederiksberg ligger der en lille haveforening. En dag, hvor jeg – i skønt solskinsvejr gik forbi – oven i købet på en hverdag – så jeg et lille bitte hus, hvor der ude foran var dækket op på småblomstret dug med 2 kaffekopper og en kande saftevand. Små bondegårdsdyr var strøet ud over bordet og der stod også et glas halvt drukket saftevand.

Nu må I ikke tro, at jeg stod og ”belurede” familien her, men da jeg returnerede på den anden side af haveforeningen, så jeg at der var stillet en række legeredskaber op i haven – her var i sandhed en familie, som virkelig nød at have besøg af sine børnebørn.

Jeg tænkte, at her passede et par bedsteforældre givetvis deres barnebarn og umiddelbart tænkte jeg, at de er privilegerede – både bedsteforældre og barnebarn/børn.  Tænk at have TID til at hyggesnakke og spise småkager og saftevand en helt almindelig tirsdag! Det burde alle børn have ret til!

I øvrigt har jeg aldrig forstået, at der ikke er et begreb i vores overenskomster, der hedder ”barnebarns 1. sygedag”? Tænk, hvor det ville lette livet for de hårdt pressede unge forældre og tænk, hvor dejligt for de bedsteforældre, som selvfølgelig selv skal have lyst og overskud til at passe børn, med god samvittighed kunne tage en dag fri fra jobbet! Mange af os seniorer arbejder jo alligevel mere end 37 timer om ugen – når arbejdet kræver det.

Mine tanker gik i rekordfart tilbage til dengang mine børn var små. Jeg valgte at gå ned på halv tid, da jeg fik mit tredje barn. En vild luksus – både barn nr. 3 og at gå ned på halv tid – og jeg var bestemt ikke velhavende. Men formåede alligevel at skrue ned for forbruget, så det kunne lade sig gøre. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var den bedste investering, jeg nogensinde har gjort: investeret tid i mine børn.

Jeg nød det i den grad: fik det bedste af begge verdner: havde mit arbejde, hvor jeg kunne udleve de drømme og samtidig havde jeg et parallelt liv med mine børn. Vi har haft mange, mange dejlige timer i skoven, cykelture og ikke mindst ro og tid til at snakke.

Tilbage til haveforeningen: Det skinner nok lidt igennem, at jeg blev lidt misundelig. Jeg arbejder stadig – er en del af den meget omtalte gruppe af grå guld – og håber, at både økonomien og politikerne vil gøre det muligt for mig at stoppe inden for de nærmeste år. Så vil jeg bruge min tredje alder til at hjælpe mine børnebørn med at få nogle rigtig gode oplevelser, og udleve de drømme, som jeg trods alt stadig har.

Det blev en hel lille valgtale, alt sammen affødt af et hyggeligt lille kaffebord en helt almindelig tirsdag eftermiddag på Frederiksberg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *