At være forælder for sin forælder

Som så mange andre seniorer har jeg også en forælder, som jeg skal tage mig af.  Hun har klaret sig selv i mange år, men er nu på et – i øvrigt fantastisk – plejecenter, hvor hun har sin egen lejlighed.  Min mor er hverken dement eller handicappet, men ”bare” gammel med hvad deraf følger af skavanker. Bl.a. hører hun meget dårligt, og nægter at bruge høreapparaterne, som hun har fået. Hun har meldt sig ud af alle sociale sammenhænge, så der er kun mig til at lytte på hendes enorme utilfredshed med alting. Selvom jeg hjælper hende med alt hvad jeg kan, så er det bare aldrig nok.

Efter endnu et deprimerende besøg hos hende forleden slog det mig, hvor meget jeg savner en mor at kunne snakke med om helt almindelige ting. Savner at hun deltager i mit liv. Jeg er nødvendig en praktisk foranstaltning, der klarer økonomi, kontakt med læger, kommunen m.m. Jeg fungerer som hendes ”forælder” og ikke som hendes datter. Og det er ind imellem ret hårdt…

Jeg ved selvfølgelig godt, at mange har det endnu værre, hvis deres pårørende bliver ramt af demens-sygdomme, men lige den dag – tja, der fik jeg lidt ondt af mig selv…..

hands-699486_640

Så bliver man altså lidt glad…..

Havde forleden besøg af et par af mine børnebørn og deres mor. De valgte at tage bus og tog, så det blev en lidt længere rejse.

Men da de kom på stationen, hvor jeg ventede, kom den lille fyr ud af toget krammende på en lille buket vintergækker! Den havde han haft i hånden hele vejen, hvilket vil sige en god times tid. Stolt fortalte han, at det var vintergækker, som han havde plukket til mig.

Er det noget at sige til, at sådan en lille buket går lige i mormor-hjertet?

20170315_082607