Barnevognen tilbage i garagen!

20150623_080046

Så er endnu en dejlig dag med et af børnebørnene slut. Vi har læst, grinet, leget og spist is og haft det SÅ hyggeligt. Sådan nogle dage er meget intensive, og de bliver i den grad forkælet med TID og NÆRVÆR.

Men hjemme venter mor og far og derfor køres barnevognen nu tilbage i ”garagen”. Heldigvis ved jeg, at det helt sikkert ikke varer længe, inden den skal i brug igen. Så heldig er man jo, når man har mange børnebørn.

 

Traditioner!

Jeg elsker traditioner! Lige siden jeg selv fik børn har jeg forsøgt at skabe nogle gode traditioner, som de kan bringe med sig. Mere om den en anden gang!

Af nogle gode venner har vi ”adopteret” en – synes vi selv – sjov tradition: hver fredag eftermiddag kl. 16.00 laver vi en drink og får lidt snacks, mens vi ønsker hinanden god weekend.

Fredagshygge

På dette foto er det godt nok svigersønnens ny-bryggede cider, som absolut kommer på højde med den bedste drink.

Er livet ikke skønt? Har I også nogle sjove traditioner?

 

 

Åh disse minder…..

Forleden skulle jeg finde nogle billeder af min datter fra hendes første leveår. Jeg fandt derfor de efterhånden fuldstændig glemte fotoalbum frem. I dag bruger man jo nærmest ikke papirbilleder, men udelukkende digitale fotos. Det gør jeg også selv; det er super-nemt, altid ved hånden og ingen problemer med at få sat dem i album. Men, men … der er nu noget ved at sidde med et album i hånden og lade minderne vælte frem!

Jeg blev i hvert fald helt melankolsk, men også glad helt ind i sjælen over at se de tre glade børn, der legede ”Rejsen til Amerika” på 2 opslåede drømmesenge. Ja, mere skulle der ikke til dengang.

Jeg brugte en times tid på at kigge albums og besluttede mig til, at jeg lidt oftere vil tage dem frem og glædes over den tid.

Måske har du også et album gemt et eller andet sted? Brug en times tid på at kigge det igennem – det er lige så godt som en lykkepille!

20150526_115652

Nedtællingen er startet

Jeg har taget en stor beslutning om at stoppe mit arbejdsliv. Det har i mange år fyldt alt for meget og lagt beslag på nærmest al min energi. Utallige omorganiseringer og – struktureringer har drænet mig for energi og har sammen med de aldrig svigtende ledelsesudfordringer – som det så populært hedder – ofte taget timer af min nattesøvn.

Læs resten