At være forælder for sin forælder

Som så mange andre seniorer har jeg også en forælder, som jeg skal tage mig af.  Hun har klaret sig selv i mange år, men er nu på et – i øvrigt fantastisk – plejecenter, hvor hun har sin egen lejlighed.  Min mor er hverken dement eller handicappet, men ”bare” gammel med hvad deraf følger af skavanker. Bl.a. hører hun meget dårligt, og nægter at bruge høreapparaterne, som hun har fået. Hun har meldt sig ud af alle sociale sammenhænge, så der er kun mig til at lytte på hendes enorme utilfredshed med alting. Selvom jeg hjælper hende med alt hvad jeg kan, så er det bare aldrig nok.

Efter endnu et deprimerende besøg hos hende forleden slog det mig, hvor meget jeg savner en mor at kunne snakke med om helt almindelige ting. Savner at hun deltager i mit liv. Jeg er nødvendig en praktisk foranstaltning, der klarer økonomi, kontakt med læger, kommunen m.m. Jeg fungerer som hendes ”forælder” og ikke som hendes datter. Og det er ind imellem ret hårdt…

Jeg ved selvfølgelig godt, at mange har det endnu værre, hvis deres pårørende bliver ramt af demens-sygdomme, men lige den dag – tja, der fik jeg lidt ondt af mig selv…..

hands-699486_640

Så bliver man altså lidt glad…..

Havde forleden besøg af et par af mine børnebørn og deres mor. De valgte at tage bus og tog, så det blev en lidt længere rejse.

Men da de kom på stationen, hvor jeg ventede, kom den lille fyr ud af toget krammende på en lille buket vintergækker! Den havde han haft i hånden hele vejen, hvilket vil sige en god times tid. Stolt fortalte han, at det var vintergækker, som han havde plukket til mig.

Er det noget at sige til, at sådan en lille buket går lige i mormor-hjertet?

20170315_082607

Travlhed gør dig syg!

quotes-933816_1280

I dagens avis læser jeg om et  ”Opsigtsvækkende forskningsresultat” netop offentliggjort af Københavns Universitet (KU) og Purdue University. Den viser bl.a. at virksomheder, hvor medarbejderne fik ekstra travlt, steg sygefraværet med henholdsvis 14 og 24 % efter en længere periode med travlhed. Der blev helt stille indeni mig, da jeg læste det…..

Tankevækkende, at netop KU anser det for et markant forskningsresultat! Efter at have arbejdet på KU i adskillige år og dermed på egen krop følt det helt enorme arbejdspres, man i perioder lægger på sine medarbejdere, så synes jeg, at KU skal – om jeg så må sige – ”feje for egen dør”. Det var bestemt ikke unormalt, at man fik direktiver fra øverste sted en torsdag formiddag om at aflevere omfattende budgetmateriale den kommende mandag morgen.  En nærmest helt umulig opgave, der – når jeg gjorde opmærksom på urimeligheden – fik svaret: Døgnet har 24 timer – weekenden har 48 timer!” Jo tak – så var det jo bare at komme i gang. Og man (jeg) ville jo ikke være den eneste, som ikke formåede at aflevere materialet til tiden.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys: Et fuldstændig urimeligt arbejdsmiljø, som også for mit vedkommende resulterede i en længere sygemelding med stress. En stress, som i dag har sat sine spor hos mig og hos en lang række af mine tidligere kolleger.

Så her taler vi vist ikke om banebrydende forskning?

 

Et aktivt liv

 

Seniorlivet er nu en realitet – i hvert fald for mig. Det har fået mig til at gøre mange overvejelser om min fremtidige tilværelse. Selvom en stor familie med mange børnebørn sagtens kan holde mig beskæftiget, skal der også noget andet til at udfylde tilværelsen.

Men behøver man at sidde i diverse bestyrelser, gå til stavgang, rejse flere gange årligt og spille golf med de andre ”arbejdsfrie”? Efter et laaaangt arbejdsliv med store opgaver og i det hele taget at få tilværelsen med arbejde og familie til at hænge sammen synes jeg, at et velfortjent hvil er på sin plads!

Forleden sad jeg og filosoferede over mit ”nyt” liv, hvor ingen i princippet ”ejer” min tid. Jeg lavede et par små regnestykker:

  • Jeg har arbejdet fuld tid siden jeg var 16 år, dvs i 45 år, kun afbrudt af
  • Barselsorlov 3 gange: 2 x 14 uger og 1 x 24 uger
  • Jeg har haft hjemmeboende børn i sammenlagt 24 år!
  • Jeg har holdt ca. 54 børnefødselsdage….. og nydt hver eneste af dem!

Men nu nyder jeg min ny vundne frihed og at jeg frit kan vælge, hvad jeg vil bruge min tid til. Er endnu ikke nået til en dag, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal foretage mig. Jeg har så mange projekter og ideer, jeg skal have klaret. Indimellem får jeg dårlig samvittighed over min ”frihed” og det faktum, at man dybest set nu er en del af ”ældrebyrden”. Frygteligt udtryk, men jeg må jo trøste mig selv med, at mange års betalt skat og egen pensionsopsparing er med til at finansiere min tilværelse.

Alle vil gerne være ældre, men ingen vil være gammel !

20160915_123449

 

Dyrebare minder

Den trofaste læser vil vide, at jeg efterhånden har noget af en flok børnebørn i mit liv. Det er skønt, og jeg vil hjertens gerne give dem alle en masse oplevelser. Men oplevelser koster! Og det er endog rigtig dyrt nogen gange. Jeg besluttede derfor for et par år siden, at de til deres fødselsdag eller jul selvfølgelig får en gave, men en del af deres gave er også en ”billet” til en oplevelsestur med mig.

Vi har bl.a. været inde og se Disney on Ice, Folk og Røvere i Kardemommeby og nu sidst: Cirkus Summarum. Det var en stor oplevelse at se hendes begejstring og ikke mindst forundring, da hun sagde: Jamen farmor: de er jo levende! Hun har kun været vant til at se Motor Mille, Hr. Skæg og Bamse i fjernsynet, og nu var de der i levende live!

Jeg håber, at de små poder – når de bliver voksne – vil tænke tilbage på ”vores oplevelser”. I hvert fald vil jeg have nogle dyrebare minder, når jeg som 100 årig sidder i min gyngestol og tænker tilbage…..

20160706_181433

 

Farmor, jeg savner dig altså bare så meget!

Ja den sætning lød i mine ører for kort tid siden, da mit ældste (5 år!) barnebarn ringede til mig. Altså så får man bare en klump i halsen! Det er jo ikke ret lang tid siden, at jeg gik rundt med hende i barnevogn på Frederiksberg og lavede sutteflasker til hende og skiftede ble. Og nu RINGER hun så til mig! Man kan virkelig høre, at hun tænker over, hvad hun gerne vil snakke med mig om. Men det er bare meget, meget hyggeligt, og vi kan føre lange samtaler om alt muligt. Ja, så nu er en ny æra startet.

Tænk hvor heldig jeg bliver den dag, de alle får lyst til at ringe til mig!

baby telephone

Karriere eller børnene?

I den seneste tid har en følelsesladet diskussion bølget i medierne, affødt af en ung mor, der havde truffet et – kontroversielt? – valg, nemlig at gå ned i tid for at kunne hente sit barn tidligere fra institution. Det udviklede sig til en til tider meget unuanceret diskussion, som jeg ikke vil kommentere.

Men jeg aner nye strømninger i horisonten blandt de unge nybagte familier: at man hellere vil vælge TID med børnene frem for en glorværdig karriere. Er det ikke fantastisk?

At høre en ung far sige, at han hellere vil have nogle årlige fridage fremfor en lønforhøjelse! At høre en ung familie prioritere på en måde, så der er plads til nedsat arbejdstid for en af parterne. Det er bare så dejligt for børnene.

Der er dog stadig en del blandt de unge børnefamilier(læs: unge mødre), som slet ikke kan forstå den prioritering. Udsagn som: ”Hvordan kan du forlade et så spændende job for at gå på nedsat tid?” eller ”tror du nogensinde, at du kommer tilbage i den branche?” Men tro mig, den investering – for det er netop den bedste investering man kan gøre – man lægger i sine børns barndom, den kan aldrig overgås af selv den flotteste karriere.

Og jeg tror på, at man bestemt ikke bliver lykkeligere af at bo på Strandvejen på 220 kvm end i en lille bungalow i en forstad! Men når man bliver gammel (!), så husker man med glæde de gode oplevelser, man havde med sine børn, og jo mere tid, man har med dem=jo flere oplevelser – læs minder – har man!

Så jeg glæder mig over den tendens, og håber at det fremover bliver nemmere for forældre at vælge den løsning.

mother-1039765_640

Finn venter ikke mere…..

Måske har nogen af jer set den meget rørende video på FB om lille Finn, der døde 16. marts 2016. Han led af en sjælden leversygdom, som betød, at han skulle have en ny lever for at kunne leve videre.

Lille Finn – som stod på venteliste til ny lever – fik faktisk en ny lever, men desværre gav hans lille krop op, og Finn døde den 16. marts i år – kun 1 år og 7 mdr. gammel.

At forældrene i sådan en svær stund alligevel har valgt at ”gå ind i kampen” for organdonation, det må jeg virkelig tage hatten af for! Men hvis de på denne måde kan få bare en ”tvivler” til at melde sig som organdonor, så har det ikke været forgæves.

Og dette er vel egentlig blot mit budskab: Tag stilling!

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, om man ønsker at være organdonor eller ej, men for din egen og din families skyld: Tag stilling!

directory-466935_640

 

Et strejf af lykke

smiley-1041796_640

Vi danskere er et af de lykkeligste folk, viser en ny stor undersøgelse…..

Lykken er nok det mest jagede, det mest omtalte fænomen – i disse år. Alle jagter lykken og der bliver udgivet et utal af bøger, hvor man forsøger sig med ”opskriften” på lykke. Nu vil jeg ikke stille mig op i rækken af profeter, der mener at vide, hvordan den skal findes. Men måske skal den slet ikke findes i en bog … Jeg har min egen teori om lykken: Den skal findes inden i dig selv!

Nu er vi jo i Danmark, så man tør jo næsten ikke sige det, men: Jeg er et lykkeligt menneske!

Læs resten

En lille ny….

Min ”rigdom” er fornylig blevet endnu større: et lille nyt barnebarn er kommet til verden. En smuk lille dreng er føjet til flokken, som nu er oppe på 5 + 2! Mine egne 5 børnebørn og 2 bonus. Jo, vi er i sandhed blevet en meget stor familie. Når alle er samlet er vi sådan rundt regnet 20 personer og 5 hunde.

For år tilbage gik jeg og længtes efter at få børnebørn, og nu – 5 år efter den første lille prinsesse kom til verden – har jeg sådan en dejlig flok. Jeg elsker hvert af dem højt, og til dem, som endnu ikke har fået den glæde i livet at få børnebørn, kan jeg bare sige: det er i sandhed Livets dessert! Ens hjerte er jo så forunderligt indrettet, at der altid er masser af kærlighed til endnu et lille menneske; hvert et lille barn har jo sin egen personlighed og skal elskes for det.

Og nu er der endnu flere flag på vores kalender! Ingen måned uden mindst en fødselsdag. Jeg bliver bedre og bedre til at lave lagkager !baby-256857_640